En produktiv søndag formiddag og morgenboller

Jamen dog, sikke en energi jeg allerede har lagt for dagen! Jeg sov godt nok temmelig længe i dag, men til gengæld startede jeg dagen ud med træning, nærmest i det øjeblik jeg slog øjnene op. Jeg fuldførte min cirkeltræning, og jeg var meget mere sej end i torsdags, hvor jeg måtte holde hele to pauser - i dag kørte jeg bare igennem. Og det er simpelthen så dejligt, at mærke hvor meget glæde det udløser - jeg er en stor fan af endorfiner, og gud hvor har jeg savnet den følelse. Jeg har gjort mig selv en bjørnetjeneste, ved ikke at gå i gang med programmet før nu - men nu er jeg i hvert fald i gang med at indhente det forsømte.

Efter træningen, havde jeg så meget energi, at jeg besluttede mig for at lave en portion boller, efter en opskrift jeg så på instagram i går. Ham der lavede dem, brugte dem godt nok som fastelavnsboller, men jeg puttede bare mindre sødning i, og så havde jeg pludselig nogle lækre, lækre morgenboller(selvom det vist allerede var ved at være middag). Selv min kræsne mand, som bestemt ikke er meget for LCHF brøderstatningerne, har altså godkendt dem - og så er det altså ikke helt dårligt.
Jeg synes som regel der er to faldgruber, når jeg forsøger mig med LCHF brød som skal efterligne hvidt brød/boller:
1. De kommer til at smage for meget af æg eller
2. De bliver alt for tunge, og giver derfor ikke den samme tilfredsstillelse.

Men de her boller, er simpelthen lækre, luftige og hvide - og smager godt med både smør og ost.

Morgenboller, 6 styks

Det skal du bruge:

4 æg
1 dl fløde
1 dl græsk yoghurt 10%(eller lignende surmælksprodukt)
50 gram smeltet smør
½ dl af det fine kokosmel
½ dl af det fiberrige mandelmel
4 spsk HUSK
2 tsk bagepulver
1 tsk kanel eller kardemomme

Sådan gør du:

Æggene piskes meget luftige i omkring 5 minutter. Jeg lod foodprocessoren gøre det for mig, mens jeg fandt de andre ingredienser frem.
Derefter blandes fløde, yoghurt og smør i og der røres godt rundt.
Alle de tørre ingredienser blandes sammen, og kommes derefter op i æggemassen, og der røres igen rigtigt godt rundt. Derefter skal dejen hvile i 5-10 minutter, så fibrene kan suge væsken til sig.
Derefter formes der 6 boller af dejen, som bages ved 160 grader(varmluft) i ca. 20 minutter, til de får en fin gylden farve:

IMG_20130127_120438.jpg

Etiketter: , ,