Der er en naturlov, inden for træning som lyder: "Du kommer til at fortryde, at du ikke fik trænet, men du fortryder aldrig, at du får trænet" - og det er altså rigtigt. Hver gang! Selv hvis man er øm flere dage efter, og er ved at græde, hver gang man skal op af trappen på toilet, eller besøge sin veninde på 4. sal, så fortryder man stadig ikke, at man fik trænet. Men hvorfor er det så, at det somme tider skal være så skide svært at komme i gang?
I morges(okay, formiddags) da jeg vågnede, var det koldt som ind i helvede i hele lejligheden, og dynen var dejlig varm. Og så var der i øvrigt også en meget dejlig og varm mand nedenunder dynen, som ikke ligefrem gjorde det værre, at ligge der. Og min første tanke da jeg slog øjnene op var derfor: "Fuck, hvor jeg bare ikke orker at træne i dag. Jeg bliver liggende her hele dagen, under den varme dyne, og putter, og hygger mig. Og sover. Meget. Resten af dagen". Men jeg vidste også godt, at jeg blev nødt til at træne i dag. For selvom jeg ikke havde lyst - altså, sådan virkelig ikke havde lyst - så vidste jeg, at efterfølgende, ville jeg blive glad og stolt. Og hey, mit træningspas tager 16 minutter og så træner jeg mave i 15-20 minutter efter det - det er jo rimelig hurtigt overstået.
Derfor stod jeg op og gik i gang - udelukkende på det grundlag, at jeg vidste, jeg ville fortryde, hvis jeg ikke gjorde det. Og jeg er nu glad og stolt, fordi jeg gjorde det - kan I se den gode cirkel? Og ikke alene er jeg glad og stolt - jeg er fyldt af endorfiner og adrenalin, som bare gør dagen meget, meget bedre. Og nu kan jeg bruge resten af min søndag på at slappe af, med 100% god samvittighed. Ikke dårligt!
Derudover havde jeg en ret stor succesoplevelse: I dag kunne jeg nemlig gå helt vildt langt ned i mine squats - hvilket jo betyder der sker noget - og det sker hurtigt! Altså, så lang tid har jeg jo heller ikke være i gang med at træne. Faktisk har jeg kun været i gang i 1½ uge, så at jeg allerede kan mærke en så tydelig forandring, det overrasker mig virkelig. Og det overraskede mig utrolig meget, at jeg pludselig kunne gå så langt ned, uden de store problemer.
Lige nu er træningsprogrammet 16 minutter. Jeg laver alle øvelser i 45 sekunder ad gangen, og har derefter 15 sekunders pause - og det gør jeg så 4 gange. Det er rocker hårdt. Men jeg tænker lidt, at jeg om en uges tid, måske skal sætte et sæt mere på, så jeg er i gang i 20 minutter i stedet. Det kunne være lidt sejt :-)
Hvis nogen derude i blogland, har lyst til at afprøve mit træningspas, så lyder det som følgende:
45 sekunders squats
15 sekunders pauser
45 sekunders dips på en stol
15 sekunders pause
45 sekunders lunges
15 sekunders pause
45 sekunders sjipning
15 sekunders pause
Gentag passet 4 gange.
Jeg siger jer bare, det rykker noget. Hvis min u-smidige krop, kan lave dybe squats, uden problemer, efter kun 1½ uge - så kan det altså gøre meget på seks uger ;-)
Jeg glæder mig i øvrigt til at komme på vægten på tirsdag - for første gang i lang tid, er jeg nemlig ret sikker på, at der er sket noget - jeg håber på et halvt kilo!
Etiketter: LC, LCHF, Weightloss