At falde i den store gryde med sukker

Kender i det, når trangen til sukker og (hvidt)brød bare overvælder én? Når man er trist, på en helt unik måde, sådan indeni, et sted, hvor man ikke kan placere tristheden? Der er umiddelbart ingen grund til den, men man har heller ikke styrken til at bekæmpe den - og det eneste man kan tænke på er sukker? Det kender jeg, for sådan har jeg det i dag. Eller, det havde jeg, indtil jeg overspiste i både sukker og brød. Sådan virkelig overspiste. Indtil jeg havde ondt i maven og bagefter blev overvældende træt.

Det er virkelig dumt, for jeg havde en omelet, og nogle lækre, dampede grønsager jeg kunne spise. Men det eneste i verden, jeg kunne tænke på, var sukkeret. Og så gav jeg efter. Jeg drak cola, spiste hvid chokolade, mælkechokolade og bland-selv-slik. Masser af det. Ulækre mængder! 

Efter trætheden kom så hovedpinen og hjertebanken. Og den er der stadig. 

Resten af dagen og aftenen bliver et helvede, og ikke nok med det, så bliver resten af ugen det højst sandsynligt også. Det er ikke bare sukker-tømmermændende jeg skal kæmpe med, men også bare trangen til mere sukker. Sukker er lige som så mange andre afhængighedsskabende stoffer. Mere vil have mere. 
Ligesom jeg bliver afhængig af træning, fordi det udløser en masse gode endorfiner, så bliver jeg også afhængig af sukker og den umiddelbare følelse det giver mig - følelserne der følger i timerne, dagene og ugerne efter, kunne jeg dog sagten være foruden. 

Nå, men jeg må op på hesten igen, og jeg skal lære at sige pyt, i stedet for at banke mig selv i hovedet. Så det må jeg jo prøve. Det ødelægger min periodiske faste, så den må jeg lægge på hylden, indtil jeg er klar igen. Og vægten, ja den holder jeg mig langt væk fra i morgen. Suk! 

Men hjalp sukkeret så på tristheden? Njah. Det bedøver, og dybest set, er det vel også derfor man(jeg, forstås) gør det. Det jeg i virkeligheden skal, er jo at finde ud af, hvor tristheden kommer fra. For overspisning med efterfølgende kvalme, hovedpine, hjertebanken og træthed er altså ikke nogen løsning. Det er bare et plaster, og hvis man putter plaster, på plaster, på plaster, så får såret aldrig luft, og så kan det ikke hele.

Jeg tror jeg vil ligge mig i min seng, efter jeg har drukket et meget stort glas vand, og så vil jeg ligge og reflektere lidt. Hvis jeg kommer frem til noget, så deler jeg det naturligvis med jer. Uanset hvad, kommer der en opdatering på situationen i morgen. Det eneste positive er, at lige nu har jeg så meget kvalme, at jeg ikke kan spise noget som helst mere, heller ikke selvom det er stoppet med sukker. Selv junkien har en grænse, og det er meget rart at føle en gang i mellem. Og så bekræfter det mig jo bare i, at der er en virkelig, virkelig god grund til, at jeg normalt holder mig fra skidtet. Over and out her fra i dag. 



Etiketter: , , ,