Jeg er meget fascineret af konceptet mindfulness, også inden for spisning. Nok specielt fordi, jeg er virkelig dårlig til det. 90% (eller flere) af mine måltider indtager jeg foran den bærbare, tv'et eller som minimum med smartphonen i hånden.
En gang i mellem får jeg så en idé om, at nu skal vi sidde ved spisebordet og spise. Og sådan en idé har jeg lige pt. Så i går og i dag, har vi siddet og spist aftensmad sammen ved spisebordet, og talt sammen, i stedet for at glo på tv'et i stilhed, mens maden bare køres ind.
Samtidig med, at vi sidder ved spisebordet, og snakker, i stedet for at glo, så prøver jeg også, at spise langsommere og at nyde maden mere. Jeg synes egentligt det kommer mere naturligt, når man netop ikke sidder foran tv'et, men der er stadig meget at lære der.
Altså, det er jo ikke nogen hemmelighed, at manden og jeg ikke regner med at skulle have børn - nogensinde. Men det betyder altså også, at der aldrig kommer en naturlig grund(familie tid), til at sidde ved spisebordet sammen - det er et valg vi aktivt er nødt til at træffe. Vi har før prøvet, at vi spiste ved spisebordet i hverdagene, og ved tv'et i weekenderne. Men pludselig flyder det hele bare ligesom sammen, ikke?
I min familie har der aldrig været tradition for, at vi spiste sammen. Og hvis vi gjorde, var det ved tv'et - udover ved højtider og mærkedage naturligvis. Men for det meste, har det jo bare være mig og min mor, og så har jeg ofte spist på mit værelse, og hun i stuen eller køkkenet. Vi var så meget sammen alligevel, at ingen af os gik glip af nogen form for nærvær af den grund.
Min mand derimod, har i hans familie spist ved spisebordet med mor, far og brødre hver aften - i hvert fald da han var lille. Men han er jo trods alt 31 nu, og var single en del år, før han mødte mig, så den tradition er ligesom bare ikke blevet bragt videre.
Nu har jeg jo så taget beslutningen om, at vi skal sidde ved spisebordet igen. Og helst gøre det til en rutine. For tit kommer han faktisk først hjem ved 16-tiden, og så går han i bad, og hvis vi så skal nå at spise, inden mit spisevindue lukker, jamen så når vi jo nærmest ikke snakke, før der er mad - og så er det bare rart, at sidde ved det store bord, og tale sammen.
Derudover er der også andre klare fordele, såsom at man ikke bare kører maden ind på samme måde, så man kan lære sin mæthedsgrænse at lære på en anden måde. Man spiser og langsommere, og så synes jeg virkelig også bare, at jeg nyder maden mere - og det er det, mindfulness kommer ind i billedet. For jeg vil netop gerne lære at nyde maden. Ikke at LCHF maden er svær at nyde - jeg mener, fløde, ost, bacon, lækre kødudskæringer, fede dips og saucer og masser af grønsager - What's not to like?
Men når jeg har kørt den mad ind, som har taget en time at lave, på under 10 minutter, jamen, så føler jeg bare virkelig ikke, at jeg har fået det optimale ud af den.
Der er bare det problem, at jeg keder mig, når jeg sidder med morgenmaden/frokosten alene - det går fint, de dage hvor jeg spiser på uni, snakker og har det hyggeligt i mens. Men de måltider jeg indtager herhjemme, er bare en smule kedelige, så de bliver som regel ledsaget af telefonen, tv'et eller computeren. Eller alle tre ting på en gang. I morgen, vil jeg prøve, at holde helt fri fra medier, mens jeg spiser. Det lyder måske som en lille ting for mange, men for mig er det virkelig svært. Så det er en udfordring, men en sund én af slagsen. og en der er til at overskue. Og som jeg tror vil lette på nogle ting, også. Nu ser vi :-)Etiketter: LC, LCHF, Weightloss