Jeg advarer jer på forhånd, dette her bliver et langt og personligt indlæg. Hvis I når til bunden, fortjener i næsten en medalje - men jeg har brug for, at komme af med mine tanker, og i dag går det altså udover jer.
Jeg nogle ret alvorlige tanker, jeg går og tumler med. Og jeg har taget nogle beslutninger, som i virkeligheden er meget grænseoverskridende for mig, og nu vil jeg fortælle jer om dem. Vi starter fra begyndelsen.
Jeg har tidligere tabt mig to gange, og begge gange, var i forbindelse med forelskelse. Først en ulykkelig af slagsen, hvor jeg startede på 90 kg, og røg ned på 65, i løbet af et par måneder, og senere en meget lykkelig slags, i ham som skulle vise sig, at blive min mand, hvor jeg startede på omkring 75 kg, og endte på 63 kg.
Da det anden gang blev hver dag igen, kom jeg hurtigt op at ligge på de 75, plus-minus et par, og den vægt holdt jeg så i nogle år, og det var også det jeg vejede, da jeg blev gift i sommeren 2011.
Kort tid efter brylluppet(som i ugen efter), skulle vi flytte fra Esbjerg til Odense, og starte et helt nyt liv sammen. Min mand kom i et meget lovende løntilskud, og jeg begyndte på vuc for at tage det fag jeg manglede for at komme på uni, og ved siden af arbejdede jeg på et plejehjem. Og det hele gik fint i et par måneder, indtil det hele pludselig ramlede. Ved årsskiftet til 2012, gik jeg ned med en depression, blev sygemeldt fra jobbet, og skulle kun lige kunne magte, at tage på vuc 8 timer i ugen, hvilket i sig selv var hårdt nok.
Jeg ville ikke i medicinsk behandling, så jeg begyndte i stedet hos en psykolog. Og hun har hjulpet mig helt utroligt meget, med at hjælpe mig selv. D. 6 marts sidste år, besluttede jeg efter en af vores sessioner, at påbegynde mit vægttab. For mens jeg havde siddet hjemme på sofaen i 2 måneder, med fedtet hår, havde jeg overspist. Sådan, virkelig overspist. Lige inden jul vejede jeg 73, og d. 6 marts vejede jeg 80,5 kg.
Men altså, så begyndte mit vægttab, og jeg startede med at tælle kalorier. Næsten helt fra starten, fandt jeg madbanditten og LCHF, og blev meget fascineret, men også skræmt. Og det skulle tage mig helt ind til oktober, før jeg prøvede det af, og blev forelsket i det!
Igennem det halve år, inden jeg startede på LCHF, gennemgik jeg en meget stor forvandling, fra den lille stille grå mus, til en stærkere kvinde, der tør sige sin mening, og sige fra, når nogen træder på hende(eller andre). Og jeg er stolt af den forvandling! Og faktisk så har jeg tænkt i lang tid, at jeg ikke havde en depression mere.
Men i denne uge, er jeg blevet i tvivl. Jeg er blevet i tvivl om, om jeg i virkeligheden bare blev udkørt, af at arbejde med mig selv, og derfor har lagt låg på de dårlige ting.
Problemet med at lægge låg på sådanne ting er, at de kommer op til overfladen igen. Og de sidste to-tre måneder, har jeg godt kunnet mærke, at det begynder at gå ned af bakke med overskuddet, jeg har flere off-dage osv.
Selvfølgelig har vinteren og sit, at skulle have sagt, meeeeeen..... Hvorom end alting er, så skete der jo det, at min psykolog stoppede ved årsskiftet. Og siden da, har jeg ikke fundet en ny. Og det skal jeg. Lige nu går jeg på en uddannelse, som gør mig SÅ lykkelig, og betyder alverden for mig - men jeg er bange for, at jeg ikke kan få lov til, at beholde den i mit liv, hvis ikke jeg gør noget, og får hjælp igen.
Derfor har jeg et mål, for den kommende uge, og det er det eneste krav jeg vil stille til mig selv: FIND EN NY PSYKOLOG! Jeg har endda numre på to gode muligheder, så der er ingen undskyldning - det skal bare gøres.
Er I stadig med? For der kommer lidt mere endnu. Men kun lidt!
Derudover har jeg besluttet mig for noget drastisk; Jeg vil gemme min vægt væk. Jeg har simpelthen besluttet, at jeg ikke vil fokusere på mit vægttab i den nærmeste tid. Jeg ved ikke hvor længe. Men lige pt, bliver jeg hele tiden skuffet, når jeg går på vægten. Og det hjælper mig altså ikke særlig meget. Jeg tror, at jeg for en tid vil acceptere, at jeg lige nu har den vægt jeg har. Altså, jeg har jo alligevel tabt en 14-15 kg, og det er skide meget! De sidste 6-8 stykker, de må vente lidt. For overskuddet er der ikke, og det er der slet ikke, til at tage imod skuffelserne.
Jeg vil fra mandag forsætte med den periodiske faste, dog ikke på grund af vægttab, men fordi det giver velvære. Og netop velværen, er den jeg vil have i fokus, det næste stykke tid. Jeg vil fokusere på god, nærende mad, med masser af grønt og fedt. Og jeg vil snacke i weekenderne, fordi jeg har lyst. Og så vil jeg meditere mere, fordi at det har jeg brug for. Jeg har brug for en indre ro, som jeg lige nu mangler. Og den kommer ikke af, at jeg lader mig besætte af et tal på vægten.
Det har været noget af en beslutning for mig, og det er enormt svært. Men jeg ved også, at det er en god beslutning.
Hvem ved, måske jeg også kan lære, at stole mere på mine øjne, og det de ser i spejlet, fremfor et tal på vægten? Man har vel lov at håbe :-)Etiketter: LC, LCHF, Weightloss