Det der, med at have en kronisk sygdom

Det har jeg. Den er godt nok ikke særligt alvorlig i fysisk forstand, da den "bare" er eksem på kroppen. Og ikke i en grad, så min hud ikke kan ånde eller lignende. Men den er meget alvorlig for mig mentalt, og for mine tanker om mig selv. Jeg er egentligt ikke altid bevidst om, at det har en indflydelse, for jeg gør ikke noget for at skjule, at jeg har det. Men her på det sidste, har jeg tænkt meget over, hvordan jeg har haft det, i de perioder, hvor jeg næsten ikke har haft det. Det har været i forbindelse med, at jeg enten har været i Israel ved det døde hav, eller i perioder hvor jeg har fået lysbehandling. Og i de perioder har min selvtillid været på et helt, helt andet niveau, end det er nu. Der er selvfølgelig mange flere ting i det også, men det spiller alligevel en stor rolle. De to behandlingsformer der tidligere har virket, har jeg desværre ikke længere mulighed for. Og hvad gør man så?

Jeg har gjort det, at jeg har læst en hulens masse om det. Som det ser ud lige nu, bruger jeg hormoncreme, som jeg ikke har lyst til at bruge, og derfor kun får brugt et par gange i ugen fremfor to gange dagligt, som det egentligt er meningen. Der er mange grunde til, jeg ikke bryder mig om hormoncremen. For det første er det hulens usundt for både huden og kroppen. Især hvis jeg brugte den foreskrevne mængde. Derudover lugter det, og gør mit hår fedtet. Jeg vil faktisk gerne være ung, lækker og vellugtende som 23-årig - er det for meget forlangt????

Nå, men det jeg har fundet ud af i min søgning er flere forskellige ting. Og man er nødt til at vælge hvad man vil tro på, og bruge sin sunde fornuft. Noget af det man først støder på i søgningen er den gavnlige virkning af d -og e vitamin samt fiskeolie. D vitamin  og fiskeolie tager jeg allerede som kosttilskud hver dag. Derefter stødte jeg på en masse information, om fire ting, der generelt er dårligt for psoriasis:
1. Sukker
2. Gluten
3. Alkohol
4. Kaffe/koffein

Okay så. Sukker og gluten er næsten elimineret. Næsten. Kaffe og alkohol indtager jeg i alt for store mængder. Der må derfor skæres ned på disse to. Jeg vil derfor forsøge:
1. At skære ned på kaffen, så det højst bliver til nogle kopper om ugen, og at det mere bliver en lækkerheds-ting end et fix
2. Skære ned på alkohol. Denne her er svær, for alkohol og sociale arrangementer hænger tit sammen. Men det må jeg altså lære, at arbejde mig udenom. Jeg vil ikke forsøge at skære alkohol helt væk, men hvis jeg kunne komme ned på en-to gange på to måneder, så tror jeg også allerede jeg er langt. På nuværende tidspunkt drikker jeg alkohol 2-3 gange på en måned. Nogle måneder mere. I denne uge skal jeg i byen to gange, og efter det, træder de nye tiltag til.

Den tredje ting jeg er "stødt" på, eller faktisk har fået et tip om fra en veninde er arganolie. Det er åbenbart et lille mirakel på flaske - og det vil jeg teste. Derfor har jeg bestilt to flasker øko, koldpresset arganolie, som jeg fra i morgen(når det forhåbentligt kommer med posten) vil begynde at smøre med minimum en gang om dagen. For helt ærligt, hvis en naturlig, lækker, øko olie kan gøre tricket, hvad skal jeg dog så med det skide hormoncreme? Ud med det! Jeg har simpelthen ikke lyst til at bruge det mere, og alt i mig skriger, hver gang jeg står med tuben. Slut! Som bonus har jeg læst mig frem til, at olien indeholder e-vitamin, som jo også skulle være godt - jamen, det bliver næsten ikke bedre, vel?

Så ja, det er altså mit nyeste projekt. På en måde tror jeg, at det bliver nemmere for mig, ikke at spise sukker og korn, hvis det er af helbredsmæssige grunde. Jeg tror, at næste gang jeg står i Bilka, foran bland-selv-slikket, så vil jeg kigge ned på min arm, og overveje en ekstra gang, om det nu er det værd. For det er bare mere håndgribeligt end alt det andet.

Etiketter: , ,