Vores kroppe er på mange måder smart indrettet - en af de ting, der har tjent mig vel gennem hele mit liv, er mit suveræne overlevelsesinstinkt. Det er utroligt veludviklet, og har været i brug alt for mange gange, men det har til gengæld reddet mig lige så mange gange, og er skyld i, at jeg i dag er der, hvor jeg er.
Men problemet med dette her veludviklede overlevelsesinstinkt er, at det ikke kan kende forskel på den virkelig fare, som jeg har været udsat for, og på pseudofaren, som i virkeligheden "bare" er en stresset situation, som jeg selv vælger at udsætte mig for, og som har en tidsbegrænsing.
Så snart min puls stiger lidt og mit hoved fyldes med tanker, så går min krop straks i sit velkendte løb-eller-dø-mode, og der er ingenting, jeg kan gøre. Jeg ved, at der fra, så går det bare ned ad, og min krop vil begynde, at lukke ned for vigtige funktioner som immunforsvar og sult(hvilket senere vil føre til lavt blodsukker, og dermed et spis-eller-dø-mode).
Nå, men denne gang, blev løb-eller-dø-modet tændt da jeg var på rustur - måske var det allerede i gang inden da. Før sommerferien besluttede jeg mig nemlig, nogen vil sige fejlagtigt, for, at jeg ville være (social)tutor for de nye studerende. Dette medførte en del planlægning, men det var jo sommerferie, så det gik fint med det. Meeeeen da mit nye semester så nærmede sig, kunne jeg godt se, at det var meget jeg havde gabt over; Nyt semester, opstart på valgfag, tilbage på uni efter 2½ mdr. osv. Jaja, listen er lang, og jeg burde have lugtet lorten på lang afstand ;-)
Jeg begyndte allerede at småskrænte lidt, inden rusturen så begyndte sidste tirsdag, men jeg synes det gik i sig selv igen. I virkeligheden lå det så åbenbart bare og ulmede, for efter to enormt stressfyldte dage, kom jeg hjem torsdag omkring kl. 15, gik direkte i seng, var vågen en times tid omkring kl. 22 og sov så igen til kl. 8 næste morgen. Og så skulle man tro, jeg var udhvilet, ikke? Nej nej, jeg spiste morgenmad, gik i seng igen, vågnede omkring kl. 13, og så havde sygdommen ramt. KÆMPE forkølelse, med en hals som glasskår og snottet som ind i fanden - og ja, tendens til feber. Feeeeedt. Derfor har jeg brugt hele weekenden på at sove, og jeg kan afsløre, at den tendens fortsætter i dag - jeg er stadig syg. Jeg krydser fingre for, at det snart går over, nu hvor min krop rent faktisk får den ro, den har brug for. Gad vide hvornår, om nogensinde, jeg lærer, at lytte før det er for sent? ;-)
Og nu til en lille teaser: For hele det her med, at kroppen ikke kender forskel, det har også en kæmpe betydning i forhold til vægttab - det vil jeg skrive meget mere om en anden dag, når jeg er ovenpå igen - stay tuned! :-)
Etiketter: Kroppen, LC, LCHF, LowcarbHighfat, stress, Weightloss
