I dag skal jeg skrive et meget svært indlæg. Tårene løber stille ned af mine kinder imens jeg skriver, men jeg ved, at jeg er nødt til, at få det ud i verden, og ud til jer, mine skønne læsere!
Som mange af jer nok ved, så bor jeg med min mand og min kat. Eller, det gjorde jeg. For i dag har vi været ved dyrlægen, og fået vores lille misser aflivet - så nu er vi alene. Han er sovet stille ind, i mine arme, hans krop er sendt til kremering, og vi har fået sagt et smukt farvel.
Det har været en umådelig svær beslutning at træffe. Mange af jer ved, hvor højt jeg elsker ham. Nogen husker måske også sidste forår, hvor han var på strejfetur, og var væk 10 dage, og hvor meget jeg savnede ham, og var bange for, at der var sket noget.
Det er sådan, at uagtet hvor højt vi elsker ham, og hvor god han kunne være, så havde han en mørk side. En mørk side som betød, at han kunne finde på at angribe os, og der har ingen tvivl været; Det var for, at gøre skade på os, til trods for, at vi er de eneste mennesker, han kunne lide, og var utroligt knyttet til os. Vi har hele tiden håbet på, at han ville vokse fra det. Men det gjorde han bare ikke. Sandheden er, at det er tiltaget over den sidste tid, og er blevet værre og værre. Det har dog være i en grad, så vi har kunne skubbe ham væk, og kunne aflæse ham nogenlunde, så han aldrig har gjort skade på os.
Forleden dag skete der så noget; Han angreb mig igen. Men ikke bare mit ben. Jeg havde ham oppe og snakke, fordi han havde signaleret det var det han ville. Og først nød han det, men på et splitsekund slog det klik, og han angreb mig meget voldsomt. Det krævede alle mine kræfter, at få ham rystet af, og efterfølgende var jeg fuld af dybe sår og lange flænger på den ene arm og på brystet - og det til trods for, at jeg havde en tyk striktrøje på. Jeg fik ham smidt udenfor, og sat mig ned, og så gik jeg ellers helt i chok, og begyndte bare at stortude. Og så sad jeg og gjorde det, til min mand kom hjem en halv times tid senere. Der tog vi en snak, og vi blev enige om, at det eneste rigtige at gøre, ville være, at få ham aflivet.
Vi kom frem til, at det er egoistisk, og misforstået kærlighed, at holde et dyr i live, som så tydeligt ikke trives. Vi har givet ham alt hvad vi kunne, og gjort alt vi kunne, for at han skulle have det godt. Vi har elsket ham, leget, vi er flyttet, for at han kunne komme ud osv. Intet har hjulpet, han har bare tiltagende fået det værre. Og det var på tide, at træffe den voksne, med utroligt hårde beslutning.
Så nu er min lille missekat i Nangijala, og jeg savner ham. Her er allerede tomt. Så nu skal jeg sørge. Jeg skal også skrive eksamensopgaver. Men først og fremmest, så skal jeg sørge. For sådan er livet - man kan ikke altid få det som man vil det. Og i dag er sorgens dag i vores lille hjem.
RIP min lille bølle-mis. Vi ses i Nangijala <3
